|
Det kan være vanskeligt at vurdere, hvor sygt et barn er, og der er også stor forskel på, hvor påvirket et barn bliver, når det er sygt. Voksne kan bedre sige til og kan ofte selv mærke, om de er alvorligt syge. Et barn, der leger, ser TV eller hører radio, er kun sjældent alvorligt sygt. Kan barnet afledes ved at læse højt for det eller lege med det, er det også et godt tegn. Man siger, at barnets almene tilstand er god, når det vil lege, drikke og afledes, også selv om barnet ikke er så kvikt, som når det er helt rask. Et barn, der er sygt, bliver mat, pylret, uroligt eller grædende. Små børn kan undertiden klage over ondt i maven eller kaste op, også selvom det ikke drejer sig om en sygdom i maven. Større børn klager ofte over hovedpine og vil ikke spise eller lege. Feber er tegn på, at barnet har en betændelse, men temperaturen siger ikke noget om, hvor sygt barnet er. Læger taler om feber, når temperaturen er over 38,0°. Hvis barnets almene tilstand er god, er barnet ikke alvorligt sygt selvom temperaturen er 39,0°. Mange børn vil ikke spise, når de er syge. Det gør ikke så meget, så længe barnet drikker lidt væske. Har barnet feber, er det særligt vigtigt, at det drikker. Det er et godt tegn, hvis barnet har vandladning. Det betyder nemlig, at barnet får tilstrækkeligt med væske. Nogle sygdomstegn er tegn på, at barnet er så medtaget af sin sygdom, at man straks skal kontakte en læge: | Sløv/apatisk: | Barnet vil kun ligge i sengen og ikke lege. | | | | | Drikker og tisser ikke: | De fleste syge børn vil ikke spise, men kan lokkes til at drikke. Hvis barnet ikke vil drikke, kommer det i underskud med væske, og så ophører vandladningen. | | | | | Irritabel: | Barnet reagerer med irritation overfor lys og lyd. Kan være tegn på meningitis. | | | | | Besværet vejrtrækning: | Hurtig (mere end 1 gang i sekundet) vejrtrækning kan være tegn på lungebetændelse. | | | | Kan ikke sætte panden mod knæene eller se ned på navlen:
| Det kan være fordi barnet er nakkestiv og dermed et tegn på meningitis. | | | | | Punktformede røde prikker i huden: | Prikkerne forsvinder ikke, når man trykker på dem. Kan være tegn på meningitis. |
|