|
Temperaturen ved skoldninger er forbavsende lave. Vand, der er 54,0° varmt, giver dybe forbrændinger i løbet af kun 30 sekunder. Men også vand, der bare er 44,0° varmt, kan ved længere påvirkning skade huden. Forbrændinger opdeles i grader afhængig af, hvor dyb skaden er: 1. grads forbrænding. Strækker sig kun ned i den øverste del af huden. Viser sig ved en rødme af huden og smerter. Typisk eksempel er solskoldning.1. grads forbrænding giver ikke længerevarende gener udover svien i området 1-2 dage. 2. grads forbrænding. Strækker sig ned igennem hele huden. Viser sig ved smerter, rødme, hævelse af huden og blærer. Blærer er væskefyldte hulrum lige under huden - som bobler på huden. Typisk eksempel er skoldning med varm kaffe eller te. En 2. grads forbrænding heler op på 2-3 uger, afhængig af hvor stor og dyb forbrændingen er. De dybe 2. grads forbrændinger heler op med ar, medens de mere overfladiske heler op uden ar. 3. grads forbrænding. Strækker sig ned under huden - ned i fedt og muskler. Viser sig ved en skorpe der kan være hvid eller brun og som dækker et dybt sår. Der er ingen rødme eller blærer. En 3. grads forbrænding gør ikke ondt, fordi nerverne er ødelagt. Typisk eksempel er forbrænding fra åben ild eller kogende vand. En 3. grads forbrænding kan ikke hele, enten må der transplanteres hud over skaden eller også skrumper såret med svære ar til følge. Behandling om bord: Ved enhver forbrænding skal du straks skylle med koldt vand - ofte er 1 time ikke nok. Du skal forsætte med at skylle, indtil smerterne er forsvundet. De fleste vil sige, at der ingen smerter er, så længe forbrændingen er under vand, men at det igen gør ondt, når der ikke er vand på området. Du skal blive ved med at skylle indtil den forbrændte siger, at det ikke gør ondt, selv når der ikke er koldt vand på forbrændingen. Drejer det sig om forbrænding på hånden eller foden, kan du stikke hånden eller foden ned i en pøs havvand. I andre tilfælde kan du skylle med en bruser eller lægge omslag med koldt vand på det forbrændte sted. Hvis forbrændingen er så stor eller dyb, at du vælger at sejle i havn, er det vigtigt at komme koldt vand på forbrændingen på vej ind. Koldt vand fra vandhanen eller havvand er velegnet. Når du er færdig med at skylle skal du dække forbrændingen med en forbinding. Kontakt læge næste dag: Hvis der nogle dage efter forbrændingen opstår varme, rødme, ømhed og hævelse omkring forbrændingen, kan det være tegn på betændelse, som skal behandles. Det er vigtigt, at den forbrændte er vaccineret mod stivkrampe (se under sår). Kontakt læge med det samme: Hvis forbrændingen er meget stor, hvis der er store blærer, eller hvis huden er gået i stykker. Det vil sige ved alle 2. og 3. grads forbrændinger. Er det et barn under 2 år, bør du altid kontakte lægen ved en forbrænding.
|