|
Voksne Blindtarmen er en lille udposning på tyktarmen. Den er placeret i højre side af maven under navlen. Dens længde er omkring 10 cm, bredden er hyppigst 1 cm. Funktionen af blindtarmen er ukendt. Betændelse i blindtarmen er en hyppig årsag til mavesmerter. Blindtarmsbetændelse forekommer især i 20-30 års alderen, men kan ses hos alle. De hyppigste klager ved blindtarmsbetændelse er mavesmerter, kvalme eventuelt med opkastning og feber. Mavesmerterne starter i den øverste del af maven eller omkring navlen. Senere flytter smerterne ned under navlen og ud til højre for midten. Smerterne er vedvarende og forværres ved bevægelse. Hvis man ligger stille i sengen går det meget godt, men så snart man vil svinge benene ud af sengen og gå omkring forværres mavesmerterne. Sygdommen begynder oftest uden feber. Senere får halvdelen temperaturforhøjelse op til 38,5°. Hver 3. med blindtarmsbetændelse får slet ikke feber. Nogle får altså lettere temperaturforhøjelse, medens andre slet ikke får feber. Det er meget sjældent, at blindtarmsbetændelse giver anledning til temperaturforhøjelse over 39,5°. Typisk vil det gøre ondt, hvis man trykker på maven - under navlen i højre side. De fleste vil også få ondt her, når de hoster eller hopper på stedet. Blindtarmsbetændelse er en vanskelig diagnose at stille - også for lægerne. Halvdelen af de, der bliver opereret, fordi lægerne mener, der er tale om blindtarmsbetændelse, viser sig ikke at have blindtarmsbetændelse - der er her en anden årsag til mavesmerterne. Er blindtarmen fyldt med betændelse, kan den gå i stykker. Det er det samme, der kan ske med en bums eller byld, pludselig springer den og tyk pus løber ud. Hvis blindtarmen springer vil smerterne i maven tage til og temperaturen stige - typisk til 38,5°-39,0°. Da der løber pus ud af blindtarmen, er der en risiko for at betændelsen kan sprede sig inde i maven. Hvis det sker, vil temperaturen stige yderligere, mavesmerterne tiltager og man vil føle sig alvorlig syg (ligger helt stille i sengen, har besvær med at tale fornuftigt, føler man er ved at besvime). Hvis lægerne mistænker, at der er tale om blindtarmsbetændelse, vil de operere så hurtigt som muligt. Ved operationen fjernes blindtarmen. Det er meget sjældent, der tilstøder komplikationer til operationen. Under 3% af dem, der opereres, vil udvikle betændelse i såret eller i maven. Behandling om bord: Det vigtigste er at kontakte en læge med det samme og sejle i havn, hvis du har mistanke om blindtarmsbetændelse. Kontakt læge næste dag: Aldrig nødvendigt - du skal ringe med det samme ved mistanke. Kontakt læge med det samme: Ved mistanke om blindtarmsbetændelse. Børn Betændelse i blindtarmen er en alvorlig årsag til mavesmerter. Mavesmerterne er lokaliseret i hele maven og forværres, hvis barnet skal gå, løbe eller hoppe. Barnet vil typisk have feber, og afføringen vil være løs. Hvis man har mistanke om blindtarmsbetændelse, skal man ringe til lægen med det samme. Blindtarmsbetændelse er en alvorlig årsag til mavesmerter. Hver fjerde dansker, der opereres for blindtarmsbetændelse er et barn under 15 år. Sygdommen er sjælden, hvis barnet er under 2 år. Et barn med blindtarmsbetændelse vil klage over mavesmerter, kaster op og have feber. Mave- smerterne er lokaliseret i hele maven og ikke nødvendigvis kun i højre nederste del af maven - som hos de voksne. Smerterne er vedvarende og forværres ved bevægelse. Barnet vil typisk klage over, at det gør ondt i maven, hvis det skal løbe, hoppe eller hoste. Som regel vil der være feber op til 38,5°, og afføringen vil være løs.Typisk vil det gøre ondt, hvis man trykker barnet på maven. Symptomerne på blindtarmsbetændelse hos børn er mere ukarakteristiske end hos voksne. Det er derfor ekstra vanskeligt at stille diagnosen hos børn. Halvdelen af de børn, der bliver opereret, fordi lægerne mener, der er tale om blindtarmsbetændelse, viser sig ikke at have denne sygdom. Der er her en anden årsag til mavesmerterne. En blindtarm med betændelse kan gå i stykker. Det er det samme, der kan ske med en bums eller byld, pludselig springer den, og tyk pus løber ud. Hvis blindtarmen springer, vil smerterne i maven tage til og temperaturen stiger til 38,5°-39,0°. Da der løber pus ud i maven, er der en risiko for at betændelsen kan sprede sig inde i maven. Hvis det sker, vil temperaturen stige yderligere, mavesmerterne tiltager og barnets almen tilstand bliver dårligere (ligger helt stille i sengen, vil ikke lege, se TV eller høre historie). Hvis lægerne har mistanke om, at barnet har blindtarmsbetændelse, vil de operere så hurtigt som muligt. Behandling om bord: Det vigtigste er, at kontakte til lægen og sejle i havn, hvis du har mistanke om blindtarmsbetændelse. Kontakt læge næste dag: Aldrig nødvendigt - du skal ringe ved mistanke. Kontakt læge med det samme: Ved mistanke om blindtarmsbetændelse.
|