Velkommen | Råd om syge børn | Råd til syge voksne | Kontakt lægevagten | Fritidssejlere | Døgnåbne apoteker |
 

Tip en venUdskriv artikel Sure opstød, halsbrand og mavesår

Sure opstød og halsbrand er meget almindelig. Mavesår, tilbageløb af mavesyre til spiserøret og en irriteret mave er årsag til halsbrand og sure opstød. Kun en kikkertundersøgelse kan afgøre, hvad den præcise årsag er. Du skal ringe til lægen med det samme, hvis du får kraftige mavesmerter, hvis du får opkastninger der ligner kaffegrums eller hvis din afføring bliver sort og glinsende.

Omkring 1/4 af alle danskere har prøvet at have sure opstød og halsbrand på grund af mavesyre. Mavesyre, som dannes i mavesækken, er nødvendig for at vi kan fordøje den mad vi spiser. Men samtidig er det netop mavesyren, der kan give anledning til halsbrand og sure opstød.

Der kan være tre årsager til, at man bliver generet af halsbrand og sure opstød: 

  1. Tilbageløb af mavesyre i spiserøret 
  2. Mavesår
  3. Irriteret mavesæk. 

Langt den hyppigste årsag er en irriteret mavesæk, som ses hos 2/3 af alle med sure opstød og halsbrand. Kun 1/3 har tilbageløb af mavesyre til spiserøret eller mavesår.

1. Tilbageløb af mavesyre:
Normalt befinder mavesyren sig i din mavesæk. En lukkemekanisme forhindrer at mavesyren løber op i dit spiserør. Hos nogle fungerer lukkemekanismen ikke og mavesyren kan derfor komme op i spiserøret. Når det sker får du halsbrand og sure opstød. Generne opstår især lige efter et måltid, når man bukker sig forover eller når man ligger i sengen og sover. Kaffe, alkohol og store eller fedtrige måltider forværrer halsbrand og sure opstød.

I sjældne tilfælde kan mavesyren ætse hul på spiserøret. Hvis det sker, vil du få meget ondt i den øverste del af maven eller brystet og kaste rødt blod op.

2. Mavesår:
Mavesår skyldes enten betændelse med en bestemt bakterie eller brug af medicin (acetylslicylsyre og gigtmedicin). Kombinationen af bakterien og mavesyren fører til mavesår, ligesom langvarigt brug af gigtmedicin eller acetylsalicylsyre kan fremkalde mavesår.

Hvis du har mavesår, vil du udover halsbrand og sure opstød være generet af smerter i den øverste del af maven. Smerterne i maven beskrives typisk som sultsmerter og de aftager hvis du spiser noget mad. Smerterne kan i nogle tilfælde blive så kraftige, at man bare ligger stille i sengen.

I sjældne tilfælde kan det bløde fra mavesåret. Når det sker, omdannes blodet til noget der ligner kaffegrums, som du herefter kaster op. Samtidig bliver smerterne i maven meget kraftige.

Hvis du bløder meget fra mavesåret, vil blodet også vise sig i din afføring, som bliver helt sort og glinsende.
Hvis du regelmæssigt tager medicin, der fremkalder mavesår er behandlingen selvfølgelig at ophøre med medicinen.

3. Irriteret mave:
Langt de fleste med sure opstød og halsbrand har hverken mavesår eller tilbageløb af mavesyren til spiserøret - men derimod en irriteret mave.

Generne ved en irriteret mave adskiller sig ikke væsentligt fra dem ved mavesår og tilbageløb af mavesyre. Hvad der præcis er årsagen til generne kan kun klarlægges ved en kikkertundersøgelse. Hvis kikkertundersøgelsen ikke viser tegn på mavesår eller tilbageløb af mavesyre til spiserøret siger man, at det drejer sig om en irriteret mave.

Det er vanskeligt at behandle en irriteret mave. Hos omkring 1/4 forsvinder generne af sig selv uden behandling. Almindelig råd om ophør med tobak og alkohol samt at undgå store og fedtrige måltider er mest effektiv.

Medicin: 
Tilbageløb af mavesyre: Syreneutraliserende medicin hjælper kortvarigt, men medicin der stopper dannelsen af mavesyre er mere effektiv.
Mavesår: Syreneutraliserende medicin kan lindre generne kortvarigt. Men medicin der stopper dannelsen af mavesyre, er meget mere effektivt. Har du mavesår på grund af en betændelse, skal den behandles med antibiotika.
Irriteret mave: Syreneutraliserende medicin og medicin der stopper dannelsen af mavesyren har ingen eller kun beskeden effekt.

Behandling hjemme: Undgå alkohol, kaffe, store og fedtrige måltider samt tobak. Ophør med gigtmedicin og acetylsalicylsyre. Brug syreneutraliserende medicin i en kortere periode. Lig højt med hovedet om natten og pas på når du bøjer dig forover

Ring til lægen næste dag: Hvis halsbranden og de sure opstød ikke forsvinder i løbet af at par dages behandling. Hvis du gentagne gange får halsbrand og sure opstød. Hvis du får ondt i maven.

Ring til lægen med det samme: Hvis du får kraftige smerter i maven. Hvis din afføring bliver helt sort og glinsende. Hvis du får opkastninger, der ligner kaffegrums.




 
 Copyright © Mentor Instituttet

Region Nordjylland Region Midtjylland Region Syddanmark Region Sjælland Region Hovedstaden