|
Mange mennesker har galdesten uden, at de mærker til det. Et galdestens-anfald viser sig ved smerter i den øverste højre del af maven lige under ribbenene samt opkastninger. Galdestens-anfald kan blive kompliceret med feber eller en gul misfarvning af hud og øjne. Hvis det sker, skal du ringe til lægen med det samme. Omkring hver tiende dansker vil på et eller andet tidspunkt af sit liv - oftest omkring 60-70 års alderen - få galdesten. Heldigvis er det kun halvdelen af dem der har galdesten, som er generet. Galdesten - der består af kolesterol og kalk - dannes i galdeblæren. Galdeblæren er beliggende i den øverste højre del af maven lige under ribbenene. Galdesten kan vise sig på forskellige måder. Den hyppigste er et galdestens-anfald. Galdestens-anfald kan blive kompliceret af betændelse i galdeblæren (feber) eller ved at affaldsstoffer ophobes i blodet (gul misfarvning). Hvis man har galdesten, kan man derfor få mave-smerter, feber og en gul misfarvning af hud og øjne. Et typisk galdestens-anfald viser sig ved smerter i den øverste højre del af maven lige under ribbenene. Mange kan fortælle at fede og røgede spise udløser et sådan galdestens-anfald. Smerterne er vedvarende, trykkende og stråler op i højre skulder. De fleste har kvalme og opkastninger samtidig med smerterne. Smerterne starter pludselig og stiger i styrke for at toppe efter cirka 1 time; herefter aftager smerten gradvis i løbet af nogle timer. Så er galdestens-anfaldet overstået for denne gang. Men har man først haft et anfald, vil der altid være en risiko for et nyt senere. Det er ikke altid, at et galdestens-anfald bare går over af sig selv. Anfaldet kan blive kompliceret med betændelse i galdeblæren. En sådan betændelse starter som et almindeligt galdestens-anfald, men i stedet for at aftage over nogle timer, varer smerterne flere dage og man får feber. Hvis ikke man bliver behandlet for en sådan betændelse, bliver man meget syg. I værste fald er tilstanden livstruende. En anden komplikation til et galdestens-anfald er ophobning af affaldsstoffer i blodet. Sker det får man mave-smerter, feber og en gul misfarvning af hud og øjne. Den gule farve opstår fordi affaldsstoffer ophobes i blodet. Den gule farve ses lettest i øjnene, idet det hvide i øjnene farves gult. Smerterne kommer fra galdeblæren og er derfor lokaliseret i øverste højre del af maven lige under ribbenene. Feberen skyldes betændelse i galdeblæren. Behandling hjemme: Hvis du har galdesten bør du undgå fede og røgede spise. Får du ondt ved galdeblæren, kan du forsøge med almindelig smertestillende medicin. Ring til lægen næste dag: Hvis du flere gange får ondt i den øverste højre del af maven lige under ribbenene. Ring til lægen med det samme: Hvis et galdestens-anfald er så kraftigt at almindelig smertestillende medicin ikke hjælper. Hvis et galdestens-anfald kompliceres med feber eller du bliver gul i øjnene.
|