Velkommen | Råd om syge børn | Råd til syge voksne | Kontakt lægevagten | Fritidssejlere | Døgnåbne apoteker |
 

Tip en venUdskriv artikel Blindtarmsbetændelse

(Appendicitis acuta)

Betændelse i blindtarmen er en alvorlig årsag til mavesmerter. Mavesmerterne er lokaliseret i hele maven og forværres, hvis barnet skal gå, løbe eller hoppe. Barnet vil typisk have feber, og afføringen vil være løs. Hvis du har mistanke om blindtarmsbetændelse, skal du ringe til lægen med det samme.

Blindtarmen er en lille udposning på tyktarmen. Den er placeret i højre side af maven under navlen. Dens længde er omkring 10 cm, bredden hyppigst 1 cm. Funktionen af blindtarmen er ukendt.

Blindtarmsbetændelse er en alvorlig årsag til mavesmerter. Hver fjerde dansker, der opereres for blindtarmsbetændelse, vil være et barn under 15 år. Sygdommen er sjælden, hvis barnet er under 2 år.

Et barn med blindtarmsbetændelse vil klage over mavesmerter, kaster op og have feber. Mavesmerterne er lokaliseret i hele maven og ikke nødvendigvis kun i højre nederste del af maven - som hos de voksne. Smerterne er vedvarende og forværres ved bevægelse. Barnet vil typisk klage over, at det gør ondt i maven, hvis det skal løbe eller hoppe. Som regel vil der være feber op til 38,5ºC, og afføringen vil være løs.

Typisk vil det gøre ondt, hvis du trykker barnet på maven. De fleste børn vil også få ondt i maven, når de hoster.

Blindtarmsbetændelse er en vanskelig diagnose at stille - også for lægerne. Hos børn vil mavesmerterne ikke kun være lokaliseret i nederste del af maven - som hos de voksne - men vil ofte være lokaliseret i hele maven. Det er derfor ekstra vanskeligt at stille diagnosen hos børn. Halvdelen af de børn, der bliver opereret, fordi lægerne mener, der er tale om blindtarmsbetændelse, viser sig ikke at have denne sygdom. Der er her en anden årsag til mavesmerterne.

En blindtarm med betændelse kan gå i stykker. Det er det samme, der kan ske med en bums eller byld, pludselig springer den, og tyk pus løber ud. Hvis blindtarmen springer, vil smerterne i maven tage til og temperaturen stiger til mellem 38,5ºC og 39.0ºC. Da der løber pus ud i maven, er der en risiko for at betændelsen kan sprede sig inde i maven. Hvis det sker, vil temperaturen stige yderligere, mavesmerterne tiltager og barnets almen tilstand bliver dårligere (ligger helt stille i sengen, vil ikke lege, se TV eller høre historie).

Hvis lægerne har mistanke om, at dit barn har blindtarmsbetændelse, vil de operere så hurtigt som muligt. Ved operationen fjernes blindtarmen. Det er meget sjældent, der tilstøder komplikationer til operationen. Under 3% af dem, der opereres, vil udvikle betændelse i såret eller i maven.

Behandling hjemme:
 Det vigtigste er, at ringe til lægen med det samme, hvis du har mistanke om blindtarmsbetændelse.

Ring til lægen næste dag: Aldrig nødvendigt - du skal ringe ved mistanke.

Ring til lægen med det samme: Ved mistanke om blindtarmsbetændelse.




 
 Copyright © Mentor Instituttet

Region Nordjylland Region Midtjylland Region Syddanmark Region Sjælland Region Hovedstaden